Overvejer du at starte til BMX? Så kan du læse i denne artikel om, hvordan du kan komme i gang og hvilket udstyr, du skal bruge, til at dyrke BMX i din fritid.

Du kan tage til gratis prøvetræning i flere af landets BMX-klubber, som holder åbent hus op til flere gange om året. Du behøver ikke engang at investere i en BMX-cykel og BMX-udstyr på forhånd, da klubberne stiller begge ting til rådighed for dig. Mange gange forbereder klubben også en let frokost, og de sørger naturligvis også for drikkevarer, så du kan slukke tørsten efter træningen. Det eneste, du skal gøre, er at møde op i jeans og en langærmet trøje, da det er helt gratis at deltage i åbent hus i klubberne. På den måde kan du teste om BMX og fart over feltet er lige noget for dig.

Når du har besluttet at du gerne vil begynde til BMX, er det blevet tid til at melde dig ind i klubben. Det er ikke dyrt at dyrke BMX i Danmark, hvor et årligt medlemskab koster ca. 200-300 kr, hvilket er meget billigere end mange andre sportsgrene som fx ridning eller fodbold. I begyndelsen kan nye medlemmer træne på nogen af klubbens cykler mod et gebyr på ca. 40-50 kr per gang. Derfor får du efter noget tid måske lyst til at til at eje din egen cykel og dit eget udstyr.

Til BMX skal du bruge den rette uniform, som består af crosstøj, crossstøvler, crossbriller, beskyttelse, en crosser hjelm, handsker og meget mere. Hjelmene koster normalt et sted mellem 600 og 5500 kr, men måske er det bedst at du investerer i en økonomisk hjelm til at starte med, før du kaster alle dine penge efter en luksushjelm. Når du er sikker på, at det er en sport for dig, kan det godt betale sig at investere i de dyreste og bedste hjelme, som byder på top komfort, design og sikkerhed. Især det sidste element er vigtigt, når det handler om at beskytte hovedet ude på banen.

Ud over udstyr, så skal du naturligvis investere i en BMX-cykel før eller senere. Cyklerne koster normalt et sted mellem 2000 og helt op til 10.000 kr. Der er mange forskellige brands at vælge i mellem, når det kommer til såvel udstyr som cykel. Den dygtige danske BMX-rytter Simone Tetsche Christensen, som har sat studiet på pause for at satse på BMX på fuld tid, anbefaler iXS beskyttelsesudstyr, som hun føler beskytter lidt mere end andre produkter. Christensen anbefaler også Fly Helmet hjelmen, som giver både komfort og beskyttelse.